Forleden fik jeg til stemmetræning igen lov til at bevidne noget, som jeg kalder for det sunde vanvid: En befrielse af energier/følelser, som har siddet i klemme – men som nu finder et fysisk udtryk, som er helende, frem for ødelæggende.
En kollegas stemme lød så hæs og sårbar, at hun mindede mig om en gammel heks! Stemmen var ikke pæn eller ren – og det var i orden. Det var en ægte stemme – opstået her og nu – som kom ud af hendes krop og mund, og helede hende indefra (tror jeg).
Jeg blev rørt over, at der stadig findes plads til at udforske, være ikke-perfekt, grim, sårbar, ufærdig, søgende – i dette samfund, som sådan ser op til den perfekte overflade.
Det sunde vanvid opstår, når man får lov til at lege med kunstnerisk udtryk i en tryg ramme. Når man ikke skal prestere – men udforske og udtrykke det, som er/opstår. Når man ikke skal lyde eller se ud på en bestemt måde – så opstår der autentiske, helende øjeblikke.
Alle har vi alt/alle arketyper i os. Hvis vi kan komme i kontakt med dem, kan vi alle sammen lyde og se ud som: Hekse, trolde, soldater, feer, dronninger, konger, helte, børn, babyer, oldinger, ludere, engle, fugle, løver, elefanter, delfiner, aber, tornadoer….
Det kan være så sjovt (og helende) at arbejde med skuespil, krop og stemme! For i den verden er tilladt at være alt muligt – ikke kun “normal”!
Jeg ville sådan ønske, at alle havde mulighed for at være legende – og lidt crazy – hele livet igennem! At lege med forskellige kunstnerieke udtryk kan være så befriende, at man slet ikke behøver lykkepiller, alkohol, stoffer – eller hvad det end er, man dulmer sine følelser med.
(Man skulle da også tro, at det var en fordel for samfundet, at lære børnene befri spændinger via kunstnerisk udtryk… Men det har de danske politikere ikke forstået endnu, når man kigger på niveauet/fraværet af kunst-undervisning i skoler.)
PS. Jeg har valgt flamenco-fotos til denne side, fordi flamencoen udtrykker for mig en meget livebekræftende “vanvid” 🙂
Tiia Kotkas 